Nerverne sidder udenpå tøjet på vores skole i disse dage. Før i tiden var det sådan at vi kunne tillade os at fejre det faktum at mange af vore elever vovede sig ud den sværeste af alle discipliner for en ordblind - retstavning. "Hvor er det modigt af dig!" "Hvis du har mod på det, så gør det, selvom vi godt ved at det er en svær prøve for dig!" "Pyt med karakteren, det er det at du viser at du kan og vil der tæller." "Du kan fint blive en god landmand uden at kunne retstavning og tegnsætning!" Det er alt sammen ting vi kunne have fundet på at sige til eleverne for et år siden. For prøverne handlede om at kæmpe, at turde og at sejre fordi man gjorde det som ingen forventede at man kunne; nemlig gå op til prøven.
Med de nye adgangskrav til erhvervskolerne skal eleverne kunne lave et 2-tal i matematik og dansk. Det lyder måske ikke af meget, men det er det når man er ordblind. Så i år var der meget på spil og vi havde kridtet skoene.
Computerne var testet, strategier gennemgået, slik og sodavand stillet frem. IT-hjælpemidlerne havde vi arbejdet med hele året og nu skulle det stå sin test. Kan jeg virkeligt fungere på lige vilkår med andre med disse hjælpemidler? Vi havde snakket igennem hvordan det er vigtigt at trække vejret dybt ned i maven hvis man får det dårligt eller bliver for nervøs. Man må gerne rejse sig op eller lægge sig ned ved siden af sin plads hvis man har brug for det. Hvis computeren driller skal man bede om hjælp. Alt var klart og vi kom igennem diktaten på godt over en time (da eleverne jo er oppe på "særlige vilkår eftersom de er ordblinde). Og så blev det tid til læseprøven....
Men... men... men i den allerførste opgave virkede programmet ikke. Det var ikke digitaliseret ordentligt fra Under visningministeriets side, så hjælpemidlerne er ingen hjælp til. Se det lige for jer....... Vi taler om en flok unge mennesker, kun lige på vej ud af barndommen. For første gang SKAL de præstere. Det er knald eller fald. For nogle af dem er disse 45 minutter afgørende for om de kommer videre med at realisere drømmen om at blive landmand, tømrer, mekaniker eller frisør. Og så virker deres nødvendige hjælpemiddel ikke i den allerførste tekst. Følelsen af magtesløshed bliver for nogle næsten ubærlig.
Er det ok? Kan vi voksne mennesker byde de unge mennesker at stille så svære forventninger og krav til dem og så ikke hjælpe dem ordentligt? Jeg ved ikke om I kan forestille jer hvor bange eleverne bliver og hvor svært det er for dem at gå til den næste næste prøve, usikre på hvilken situation den stiller dem i. Mig efterlader det rasende!
Og jeg tænker på de elever der sidder som den eneste ordblind i en almindelig klasse på andre efterskoler eller i folkeskolen. Ved lærerne at det var teksten den var galt med og ikke eleven? Og hvad gør man ved det? Svarer det ikke til at vi beder en mand med briller læse højt af en bog, men i sidste øjeblik tager brillerne fra ham? Hvad gør I ude på jeres skoler med disse elever? Hvordan hjælper I dem, så de i det mindste ikke skal gå ned på deres bygningsfejl? Fik de ekstra tid for at kompensere? Fandt I billedlæseren i CD-ord, der viste sig at være en løsning - om end langsom? Hvordan stiller I jer til eventuelle klagesager? Og vigtigst af alt; fik I fortalt eleverne at nogen har bommet, men at det er ikke dem?
Læs flere indlæg på www.stineaaby.dk
